Nyheder

Projekt skal styrke Danmarks teknologiske robusthed

Akademiet for de Tekniske Videnskaber søsætter sammen med landets universiteter et initiativ, der skal styrke Danmarks robusthed over for kriser ved at accelerere den teknologiske omstilling. VILLUM FONDEN og fire andre fonde støtter projektet. 
Dato
Insert related sub-area here

I projektet ”Guide til et resilient Danmark” samler Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) toppen af den akademiske verden og teknologiledere fra dansk erhvervsliv:

”Vi ønsker at lave en skabelon for en ny måde at arbejde på, hvor vi samler økosystemets centrale aktører om at accelerere Danmarks nødvendige, teknologiske omstilling,” siger Lia Leffland, akademidirektør i ATV.

Mission omstilling

Projektet peger på tre teknologiske transformationstrends som afgørende for verdens fremadrettede bæredygtighed: Henholdsvis fossilfrie, biobaserede og digitale teknologier. Målet er at udvikle Danmark til et foregangsland for omstillingen og dermed både styrke sin bæredygtighed og resiliens overfor kommende kriser samt øge den internationale konkurrenceevne.

Omdrejningspunktet for den teknologiske omstilling er Danmarks såkaldte Science & Engineering økosystem. Det består af virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, rådgivere, investorer og offentlige myndigheder, der driver Danmarks teknologiske udvikling, infrastruktur og konkurrenceevne. For at engagere andre grupper (fx NGO’er, borgere og politikere) vil ATV udvikle missionslaboratorier, der skal mobilisere alle nødvendige aktører ift. at accelerere Danmarks bæredygtige, teknologiske omstilling.

Omstillingen kræver samarbejde på tværs af sektorer, brancher og faggrænser. Projektet inddrager derfor en bred gruppe aktører, som i missionsorienteret arbejde tager udgangspunkt i de store samfundsudfordringer. 

“Danmark har nogle af de fremmeste vidensmiljøer inden for grøn omstilling og digitale løsninger. For at opnå det fulde potentiale skal der være et tæt samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet. Vi ser projektet som en rigtig god platform til at få Danmark helt med i front”, siger Lars Hansen, direktør i VILLUM FONDEN.

Projektet løber over fem år og er finansieret af de otte universiteter samt Novo Nordisk Fonden, Rambøll Fonden, NIRAS ALECTIA Fonden, Poul Due Jensen Fonden og VILLUM FONDEN. Projektbevillingerne er på i alt 48,5 mio kr., hvoraf VILLUM FONDEN har bevilget 6,5 mio. kr.

Læs mere på ATV's projektside:

Guide til et resilient Danmark

Kontakt