Zoolab - nyt oplevelsescenter i København Zoo

Modtager
Steffen Stræde
Zoologisk Have København
Bevilliget
8.545.258 DKK
År
2017

I Zoologisk Haves nye formidlingshus kan hele familien komme helt tæt på dyrenes verden.

Da Zoologisk have åbnede i 1859, dækkede haven kun et ganske lille areal, og udstillingerne var domineret af fugle, da grundlæggeren Niels Kjærbølling var inkarneret ornitolog. Siden da har haven kun vokset sig større – både i areal og udvalg af dyr. Således dækker haven i dag hele 11 hektarer inklusiv den del, der ligger i Søndermarken, mens dyreholdet er på mere end 4.000 dyr.

Gennem tiden er en lang række nybyggerier og ombygninger blevet en del af havens samling af arkitektur i verdensklasse, og med ZOOlab, er der føjet endnu en facet til den smukke og levende have. Her gør arkitektur og natur sammen med moderne formidling og pædagogik nye generationer klogere på dyrenes store verden. ZOOlabs faste beboere er nemlig hvæsende kakerlakker og bladskærermyrer.

Beboere byder velkommen

Ved indgangen til huset agerer bladskærermyrerne værter. De er ZOOlabs faste beboere og guider gæsterne videre ind i huset, hvor den store myrekoloni findes sammen med en opdagelsesreol. I reolen kan besøgende ved at skanne insektmel, et løvekranie eller luftindtaget fra en bil aktivere en række illustrationer, der bl.a. fortæller om de hvirvelløse dyrs vejrtrækning, stofskifte og vækst. I den anden del af huset holder husets temadyr, kakerlakken, til. I denne del af huset kan man farve, klippe og folde sin egen kakerlak. Med den kan man kreere en stop motion-video i en naturlig opsætning med blade og grene, mens en kæmpe model af en kakerlak gør det muligt at nærstudere de mindste detaljer på det sofistikerede insekt. Sidst, men ikke mindst, inviterer en film- og lydkulisse samt et stort terrarie fyldt med kakerlakker de besøgende endnu et skridt nærmere.

Det nye ZOOlab indenfor og udenfor

Formidlingsmateriale gør familien klogere. Foto: Neel Andreasen
Formidlingsmateriale gør familien klogere. Foto: Neel Andreasen
Loftet lader blødt ovenlys sætte scenen. Foto: Claus Pryds
Loftet lader blødt ovenlys sætte scenen. Foto: Claus Pryds
Indenfor danner lys krydsfiner kontrast til husets sorte yder. Foto: Claus Pryds
Indenfor danner lys krydsfiner kontrast til husets sorte yder. Foto: Claus Pryds
Et sort valnøddetræ skal vokse sig stort nok til at filtrere lyset ned over siddebænkenen. Foto: Neel Andreasen
Et sort valnøddetræ skal vokse sig stort nok til at filtrere lyset ned over siddebænkenen. Foto: Neel Andreasen
Elegante kurver præger det nye ZOOlab. Foto: Neel Andreasen
Elegante kurver præger det nye ZOOlab. Foto: Neel Andreasen
En figur af en bladskærermyre repræsenterer stolt den avancerede art. Foto: Neel Andreasen
En figur af en bladskærermyre repræsenterer stolt den avancerede art. Foto: Neel Andreasen

Moderne oplevelser i historisk have

For arkitekt Claus Pryds, der står bag det nye ZOOlab, afspejler huset både sine historiske omgivelser og den smukke natur: ”Det nye ZOOlab lægger sig ind i en sammensat kontekst i en historisk have, der skal give moderne oplevelser og viden til nye generationer. Huset underlægger sig havens logik og tone, samtidig med at det markerer sig som et helt særligt sted. Med et klart arkitektonisk udtryk båret frem af naturlige materialer og en poetisk fortolkning af skoven som habitat er det projektets ambition at skabe en robust ramme for de mange aktiviteter, huset skal fyldes med.” Det sortklædte hus har da også begejstret anmelderne, der bl.a. roser dets evne til både 
at komplimentere og referere til den øvrige haves arkitektur, som fx det ikoniske ZOOtårn, og samtidig føje et strejf af noget helt nyt til sine omgivelser.

Viden gennem leg

Også direktør for Zoologisk Have Jørgen Nielsen er begejstret for de nye rammer for formidlingen: ”Et af vores succeskriterier for et vellykket besøg i ZOO har alle dage været, at vores gæster går herfra med endnu mere viden om natur og dyr, end da de kom. Med det nye ZOOlab har vi fået endnu en farve på paletten og endnu en mulighed for at kombinere leg, læring og fascination. At rammerne så ovenikøbet er så indbydende, at du nærmest bliver trukket herind, er jo kun med til at forstærke oplevelsen,” siger direktør Jørgen Nielsen.

Jens Kann-Rasmussen, VILLUM FONDENs bestyrelsesformand, glæder sig over, at der med det nye ZOOlab findes endnu et sted, hvor de besøgende kan nærstudere naturen: ”VILLUM FONDEN og VELUX FONDENs samarbejde med Zoologisk Have startede i 1987 med opførelsen af dyrehospitalet og fortsatte i 2010 med flamingo-volieren. I det nye ZOOlab kan hele familien stifte bekendtskab med naturens fascinerende liv. Og så giver det smukke hus på elegant vis plads til både fordybelse, opdagelse og dagslys.”

Læs mere om vores uddelingsområde 'Kultur og samfund'.