Hjælp til havfugle under pres: Forskere og frivillige skal sammen afdække, hvorfor havfugle forsvinder

Danske farvande er livsvigtige for millioner af havfugle, som belastes af faktorer som klimaforandringer, forurening og aktiviteter til havs. Nu inviteres danskerne med i et nyt forskningsprojekt, hvor deres registreringer bliver nøglen til ny viden og løsninger.
I de danske farvande opholder der sig millioner af havfugle i lange perioder i løbet af året, bl.a. alkefugle, rider, mallemukker og suler.

I de senere år har danskerne kunnet læse om gentagne hændelser, hvor store mængder døde havfugle er skyllet i land langs de danske kyster og andre steder i Nordsøen.

Det har fået forskere fra Aarhus Universitet til at søsætte et nyt forskningsprojekt, som skal give danskerne mulighed for at bidrage direkte til at afdække, hvordan klimaforandringer, miljøfarlige stoffer og plastforurening påvirker fuglene.

”Der er flere tegn på, at havfugle er under pres i de danske farvande. Vi ser populationer falde, og der har også i nogle år været eksempler på, hvad nærmest kan betragtes som massedød, hvor mange fugle er skyllet i land om vinteren. Derfor har vi brug for borgernes hjælp. De skal være en del af projektet og registrere fund, så vi kan få et langt mere detaljeret billede af, hvilke arter der rammes hvornår og hvordan”, siger Jakob Strand, seniorforsker ved Aarhus Universitet og leder af projektet SUPRE (Seabirds under Pressure).

Jakob Strand fortæller, at i de danske farvande opholder millioner af havfugle sig i lange perioder i løbet af året, og at projektet vil have et fokus på alkefugle, rider, mallemukker og suler, som især er tilpasset livet på det åbne hav.

Forskerne kommer primært til at fokusere på den jyske vestkyst og Kattegat, da der her er observeret flest dødfundne fugle. Og forskerne har valgt at fokusere på tre presfaktorer: Klimaforandringer, som kan ændre fødegrundlag og levevilkår, miljøfarlige stoffer, der kan påvirke fuglenes sundhed og overlevelse, samt plastforurening, som kan gøre direkte skade og ændre havmiljøet.

Seabirds Under Pressure er forankret hos Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience, mens Dansk Ornitologisk Forening og lokale teams vil bidrage med citizen science-registreringer af forekomst og dødsårsager af ilanddrevne fugle.

Nøglerolle til danskerne

Involvering af borgerne bliver afgørende for projektet. 

Forskerne vil i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening udvikle en ny platform, hvor frivillige kan registrere dødfundne fugle langs kysterne med foto og GPS-data. 

I nogle tilfælde vil særligt uddannede frivillige også indsamle prøver, så forskerne kan undersøge fuglenes kondition, genetik og påvirkning fra plast og miljøfarlige stoffer. 

Resultaterne vil både bidrage til grundforskningen i havfuglenes tilstand og til mere anvendt forskning, der kan pege på løsninger.

”Det giver os ny viden, vi ellers ikke ville have haft adgang til”, siger Jakob Strand.

Projektet har modtaget en bevilling på i alt 5,4 mio. kroner fra VELUX FONDEN gennem fondens uddelingsområde Et hav i balance. 

”Vi er glade for at kunne støtte et projekt, der både inddrager borgerne og skaber ny viden om havfuglenes situation i danske farvande. Havets økosystemer er en altafgørende kilde til klimaets regulering og til livet både over og under havoverfladen. Derfor ser vi frem til at følge projektets resultater og de løsninger, der kan komme miljø og samfund til gavn”, siger Ane-Marie Løvendahl Eskildsen, fondsrådgiver i VELUX FONDEN.

Nyheder