Flere voksne over 60 skal skabe lokale cykelfællesskaber

Med støtte fra VELUX FONDEN skal frivillige voksne 60+ skabe nye lokale cykelfællesskaber, hvor aktivitet, fællesskab og engagement går hånd i hånd.

VELUX FONDEN indgår et partnerskab med Cykling uden alder, der skal hjælpe frivillige med at opstarte lokale cykelfællesskaber til glæde for både de frivillige og ældre passagerer. 
 

Fonden har bevilget en ramme på 1,5 mio. kr. til etablering af seks nye cykelfællesskaber. Målet er at engagere mindst 150 frivillige over 60, som både skal stå for cykelture og være med til at opbygge lokale fællesskaber i deres nærområde. 

Partnerskabet tager afsæt i Cykling uden alders erfaring med at skabe fællesskaber omkring cykelture i særlige rickshawcykler. Erfaringen er, at mange 60+ både har lysten og ressourcerne til at engagere sig frivilligt, men at det kræver støtte og gode rammer at få nye lokale fællesskaber godt fra start. 

"Cykling uden Alder har udviklet en model, hvor frivillighed skaber værdi for alle, der er med. Når mennesker mødes om fælles oplevelser og aktiviteter, opstår der relationer og fællesskaber, som kan gøre en stor forskel i hverdagen. Den type fællesskaber vil vi gerne være med til at styrke," siger Trine Heidemann, vicedirektør i VELUX FONDEN. 
 

Gennem partnerskabet kan de frivillige søge om støtte til rickshawcykler, udstyr og rådgivning fra erfarne frivilligguider med indgående kendskab til at etablere og forankre cykelfællesskaber. De frivillige får samtidig hjælp til organisering, rekruttering og fællesskabende aktiviteter. 
 

Bag indsatsen står Cykling uden alder, som i dag har mere end 4.000 frivillige cykelpiloter fordelt over store dele af landet. 

Partnerskaber er en særlig støtteform i VELUX FONDEN, hvor fonden samarbejder med større landsdækkende organisationer, der har stærke faglige kompetencer, erfaringer eller netværk inden for et område. 
 

Gennem partnerskaber uddeles støtte til indsatser, der gør det muligt for flere mennesker at deltage i aktiviteter, fællesskaber og frivilligt engagement. Formålet er at understøtte frivillige 60+’s handlekraft, deltagelse og meningsfulde fællesskaber i hele landet.  

Nyheder

Kontakt

Se alle